Cookie- og privatlivspolitikNu skal jeg lige skrive et par ord om, hvorfor, det hele nogle gange, godt kan virke sådan rimelig pisseligegyldigt.
Det er weekend og Englebarnet er hos sin far. Ergo burde jeg bruge de kostbare timer på at give den gas, hænge ud med veninder eller date. Men jeg er syg. Syg som i feber, hoste, kvalme, gigaposer under øjnene og et humør der befinder sig langt under nul. Og jeg er helt alene. Alle andre har nemlig travlt med deres tåbelige kærester, familier eller rødvin og god mad. Eller hvad det nu er raske mennesker med liv, får tiden til at gå med… I tre forpulede døgn, har jeg ligget i min seng og set hjernedødt fjernsyn med halvt lukkede øjne, fordi det gør alt for ondt, når de er åbne. Og når de skal dreje. Jeg har ondt af mig selv. Og jeg keder mig helt ufatteligt voldsomt.
Alligevel - for hvem gider drukne i selvmedlidenhed??? - lykkedes det mig, at overveje hvad der kunne gøre mig i bedre humør. Blomster. Friske blomster og tændte stearinlys. Indtog derfor to Pinex mere end anbefalet, trodsede regnen og cyklede i Netto for at erhverve mig selvsamme. Fandt to tåleligt udseende potteblomster, købte 70 liter Cillit BANG på tilbud. Og nogle æg og noget Thaimad. Forlod Netto og fik optur over synet af Rasmus Seebach i træningstøj og løb på cykelsti (han er faktisk ikke helt så tudegrim irl - eller også har mit afholdsstadie fra testosteron bare bragt mig nye steder hen?) og jeg cyklede lettere opløftet tilbage mod lummer lejlighed. Og så, lige da jeg havde forbipasseret voldsomt trafikkeret kryds på Nrd. Fasanvej, ser jeg det. Mine blomster. Det ENESTE der kunne redde bare lidt af min sørgelige lørdag aften. Midt på vejen. Og inden jeg, for alvor, havde mulighed for at gennemtænke risikoen for højresvingsdød, pløjer en taxa rundt om hjørnet og knusmaser både dem og deres potter til triste mudderklatter på den våde asfalt. REND mig i røven Taxa Nord!
Tidligere på sommeren gennemsøgte jeg nettet for viden om karmaloven og besluttede, at der måske var noget om snakken. Og derefter er mere eller mindre alt gået galt. Nu sidder jeg så tilbage og skal konkludere et ud af to; Enten er karmaloven humbug. Eller også har jeg seriøst været en væmmelig satan i tidligere liv. Bare synd det var blomsterne, der skulle bøde for mine fejl. Egentlig…
Og bare lige for at gøre det hele endnu værre, så har en undersøgelse vist, at singler dør noget tidligere end folk i parforhold.
Vi er et ynkeligt folkefærd.
P.S. Kender ikke karmaloven, men er sikker på den er det rene humbug.
volapyk
28. August 2011 6:25
Men Volapyk… Vi skal ikke blive ved med, at være single. Det har vi aftalt! Vi venter bare. På den store kærlighed. Ikke? Og skulle han aldrig dukke op, så må de gerne hive et par år af min konto
Vi er ikke ynkelige. Det nægter jeg at tro. Vi er uretfærdigt udfordrede.
Karmaloven dropper jeg. Det ER humbug
smilla
28. August 2011 10:34
Nå ja, du har ret. Vi har jo for fan’ en aftale. Synes nu også efterhånden, at jeg er ved at trænge til lidt kærlig omsorg fra en mand. Bare et kram eller flette fingre eller blive nusset lidt i håret (til sidstnævnte kan siges, at jeg i Søstrene Grene har set et aggregat til hovedbundsmassage - overvejer om jeg skal købe sådan en dims…det er vel også en slags nussen).
volapyk
28. August 2011 11:49
Jeg skal ikke gøre mig til repræsentant for de raske og normale mennesker, men selvom jeg er patologisk ovenpå lige for tiden, så brugte jeg alligevel lørdag aften på sofaen med superheltefilm og Jes Dorph i velgørenhedshumør. Ganz allein, bortset fra hamsteren.
Jeg vil anbefale dig at bruge Interflora næste gang
God bedring, ik?
Benita
28. August 2011 12:27
Benita - jeg brugte også min lørdag aften alene foran tv’et. Sådan kan man nemlig også gøre som single uden at være syg eller depri
volapyk
28. August 2011 13:38
LIGE præcis, Vola. Omsorg! Knus og kærlighed og 37 grader varm krop der dufter. Meeen. Det er ikke det de vil. Ikke dem jeg støver op i hvert fald :-). De vil noget helt andet, og det får de bare ikke her
Jeg har den der hovedbundsmassagetingest. Og den virker ikke, når man gør det selv. Det kilder kun, når en anden holder den. Og så er vi jo lige vidt, ik! Seneste påfund, er en kæmpe og topuhyggelig blæksprutte, der kan holde om en. Du kan se den her: http://www.karakiri.com/
Så langt ud skal jeg aldrig
Benita: Tak :-). Det er jo ok at være alene, når man er ovenpå. Så kan det ligefrem være skønt. Men fandme da ikke i længden.
Jeg gør mig nu klar til, at tage på Staden og kig-elske på drømmemanden og miste resten af min stemme. Det kan være det hjælper på humøret.
smilla
28. August 2011 15:53
Psssst…..3/2-2012…Vega
volapyk
28. August 2011 16:32
Kommer du så ikke herover? Jeg vil gerne med dig
smilla
28. August 2011 16:55
JO! Jeg kommer (og har faktisk købt billetter til os begge…vi skulle jo nødig risikere at gå glip af dem).
volapyk
28. August 2011 18:35