Forstadsflimmer

Jeg vil rigtig gerne have mit profilbillede væk, men jeg kan ikke finde ud af, hvordan man gør. Er der en venlig sjæl med større teknisk indsigt end mig, der vil forklare hvordan?

På forhånd tak.

Smilla

Jeg havde en aha-oplevelse i går. En helhjertet en der rumsteredei mit hoved hele eftermiddagen og aftenen. Englebarnet havde hevet tvillingevennerne med hjem fra børnehave og deres sæde mor blev hængende til kaffe, da hun skulle hente dem. Så sad vi der og ævlede om løst fat og mænd og hjun spurgte ind til mit nyvundne singleliv og hvad jeg nu havde tænkt mig. Og det ved jeg jo aldrig helt, for indeni er der aldrig noget der føles helt rigtigt. Alt imens sad hun og brokkede sig (med smil på læben og kærlighed i stemmen) over, at hendes man nu stod derhjemme og kom karry i deres bolognese. Hun ville hellere have haft den på sin måde. Langsomt simrende og sød.

Vi talte lidt om deres krævende jobs og hvordan man får en familie til at hænge sammen, når begge forældre er karrieremennesker og man alligevel aldrig har fornemmelsen af, at deres børn er nedprioriteret af den grund. “Det er jo fordi vi er to”. Og de er virkelig to. Man kan mærke de er et par, der bare passer så godt sammen og er supergæade for hinanden, selvom de har været sammen i evigheder.

Jeg affærdigede spørgsmålet om mænd med et barnligt “Nix du. Jeg er SÅ færdig med mænd”. Sådan troede jeg nemlig jeg havde det. Har faktisk forberredt mig på et liv alene, for indtil videre har jeg jo tilsyneladende ikke været supergod til, at være parforholdsmenneske.

Da hun så gik og jeg pludseligt stod med megasulten unge og var mindst en halv time forsinket med madlavningen, slog det mig, hvor hyggelgit det ville have været, at komme hjem til en mand, der havde kommet karry i bolognesen. En man kunne dele det hele med og ikke skulle piske rundt som en vanvittig konstant. En man kunne give et dejligt knus og som var glad for at se en.

Alt det har jeg jo egentlig lige haft inden for rækkevidde, men det gik, som bekendt, ikke. Og det er der altid en grund, eller flere, til. Det er ikke pointen. Jeg har heller ikke tænkt mig, at gå i gang med at lede denne gang, for jeg har lige en masse opgaver der skal skrives. Desuden nægter jeg at gå på alt det der internetdating igen. Men måske, når det bliver sommer og jeg ikke ser så træt ud mere. Så kan det være, der dukker en op ude i den virkelige verden. Jeg vil være åben og tage mine erfaringer i brug, hvis den rigtige virkelig skulle vise sig, at være der. Det skal han bare være

Jeg skal også være to.

Smilla - der kan mærke et tema er på vej.

I lørdags læste jeg en bog. “Ryd op i dit rod” hed den. Det trænger jeg nemlig gevaldigt til. Jeg har købt den i Netto for en femmer for længe, længe siden og placeret den pænt i rækkerne af bøger, jeg bare får dårlig samvittighed over, aldrig at få åbnet. Men så stak den mig pludselig hårdt i øjnene og krævede at blive taget ned af reolen og læst. Jeg makkede ret, og det er jeg glad for.

De sidste par måneder her, har været tunge. Afsluttet parforhold, latterligt dødsfald og senest ansvaret for livet på en nær, lagt i mine hænder. Derudover et hjem der siden starten af november, har været angrebet af sygdom hos enten mig eller Englebarnet, mere eller mindre konstant. Bunken af arbejsdopgaver og praktiske opgaver er vokset stødt, for det er svært at sætte sig ned og være akademisk tænkende, når man har femårig med kronisk munddiare hængende hele tiden. Kort sagt, så har det hele lidt været noget lort og den slags sætter sig uundgåeligt - indeni som udenpå. Og så selvfølgelig sne, kulde og mere sne.

Derfor gik jeg i sort. Helt i sort. Fik nærmest kvælningsfornemmelser over mit liv. Alt det jeg aldrig får gjort, fordi tiden druknes i andre ting. Og alt det jeg gerne vil, men som der bare ikke er plads til i et liv som mit. Utilfredsstillende, uoverskuligt og uudholdeligt. Følelsen af at sidde isolationsfængslet og savne frihed. Ikke så meget udenpå, men indeni. Totalt drænet for energi og overskud og konstant dårlig samvittighed over, at have det sådan. Det kan jo ikke være rigtigt, vel. Derfor tog jeg, som med projekt-forår-NU, sagen i egen hånd og gik i gang med en rengøring på alle planer.

Bogen, der selvfølgelig handlede om Feng Shui, prædikede, at ved at gøre rent og kyle lort ud, ville skabe plads til positiv energi både i de ydre omgivelser og i det dystre indre. Jeg kender godt følelsen af, at være totalt veltilfreds efter en ordentlig omgang rengøring, så hvorfor ikke tilføre det et twist af østens visdom. Indtil videre har jeg skaffet mig af med min kæmpestore, smukke hvide seng, sat ben på boxmadrasserne og flyttet om på hele soveværelset. Tænkte, at følelsen af en ny seng, måske kunne hjælpe lidt. Alt det rod der lå under den, er kylet ud og ligeså er det støv der havde samlet sig. Derudover er tretten havesække (klare selvfølgelig. Gider ikke ballade på losseren) fyldt med gamle ting og minder røget ud. Og jeg er ikke engang halvvejs. Kasser med bøger der ikke skal læses mere, tøj og tonsvis af uoverflødigt nips er pakket til loppemarked eller genbrug og for hver ting der forlader hjemmet, bliver jeg lettere og lettere. Havde aldrig seriøst overvejet, hvor meget det at have for mange ting, kan påvirke sjælen. Svær erkendelse for en samler.

Samtidig fik jeg overbevist mig selv om, at min fysiske krop også trængte til en omgang, for alle de negative energier ophober sig og sætter sig fast (det stod der i bogen, ik). Derfor ringede jeg til en healingsmassør og bad om hjælp til at blive løst lidt op. Der var jeg i går og det var fantastisk dejligt. Ved ikke helt hvad jeg skal tro om healing, men hun fik gennemæltet mig og det var tiltrængt. Det kostede selvfølgelig nogle penge, men jeg tillod mig selv fornøjelsen med undskyldningen om, at jeg ikke køber tøj og impulsinvesteringere mere.

Kaffenindtaget er begrænset til to kopper om dagen og eller står den på detox-te. Rødvinen er bandlyst og tilberedning af sund mad er yderligere opgraderet. Det er faktisk rigtig rart, at være god ved sig selv og følelsen af ikke at kunne holde ud at være i sin egen krop, aftager sig stille og roligt.

Ser frem til et forår med mere overskud og et nyt liv et nyt sted (mere om det i et andet indlæg).

Nyt liv, ny begyndelse

Jeg kan ikke holde det ud mere. Min kalender påstår, at det er ti dage siden det blev forår, men nogen må have taget gevaldigt fejl af noget. Er vejrguderne blevet fyret? Hele min verden bliver ved med at være dækket under tykke, kolde tæpper og jeg har det som om, jeg ikke kan trække vejret. Jeg bliver kvalt i sne og kulde. Jeg vil have sol og varme NU. Jeg vil se græs og blomster NU.

Derfor har jeg besluttet, at tage sagen i egen hånd. Samarbejdsvillige vejrguder eller ej, så bliver det forår på min terasse nu. Eller i hvert fald i løbet af ugen. Jeg har fjernet halvdelen af sneen med en børneskovl (lidt hårdt for armene, så i morgen finder jeg en større og fjerner resten). Jeg har fjernet de triste, døde brune blade fra mine bede, så jeg kan se alle spirerne og jeg har købt tre kasser stedmoderblomster og tres liter pottemuld. Krukkerne er fundet frem og hvis ikke jeg dør af kulde inden projekt-forår-NU er overstået, så vil mine fliser snart være ryddet og prydet. Så mangler jeg bare at pudse vinduerne, så jeg kan kigge ud

Smilla - der savner den globale opvarmning.

…at det ikke snart bliver forår. Tæt inde langs husmuren uden for mine vinduer, er jorden fri og stolte grønne spirer strækker sig mod lyset. Jeg hvad der venter. Under Kong Vinters vigende, tunge og iskolde frakke, ligger et myldrende tæppe af utålmodige forårsbebudere. Et orgastisk og livsbekræftende virvar, der hvert øjeblik det skal være, vil eksplodere mod solen i blændende farver. Liv, lys, varme.

For hvert fnug der fordamper i indkørslen, utydeliggøres sporet han efterlod, sidste gang han kørte sin vej. Snart kan man slet ikke se han nogensinde har været her. Kun perlegrus og, hvis jeg er heldig, lidt ukrudt jeg kan gå ud og hive i. Inde bag de dyrt opvarmede vægge, er sporene også slettet. Pænt pakket ned i den skuffe, der allernådigst var tildelt ham. Jeg vil ikke kigge mere i den skuffe. Is, kulde, mørke.

Værst står det til, inde bag den kampestensmur, jeg har brugt næsten hele mit liv på at bygge. Mage til byggesjusk, skal man lede længe efter. Panseret er fuld af huller. Jeg ved det, for jeg har prøvet det før. Først finder de smutveje ind. Så besætter de mig og når de fysisk er forsvundet, så kan resten af dem ikke finde ud igen. Hjemsøgt overanalyserende utæt sjæleborg. Tvivl, hjertesorg og tankespind.

Jeg vil ud og væk. Smile og glædes. Ro, kærlighed, tiltro. Kommer alt godt mon til den der har ventet for længe?

Lys, Liv, Varme

Smilla - der burde sove

I går aftes tog jeg en besynderlig beslutning. Gennem mere end to år har jeg, som stort set resten af den PC-dygtige befolkning, været at finde på tidsrøveren over dem alle. Overspringshandlingernes konge og kedsomhedens hyggehjørne. Fableagtige og farlige Facebook. Det skal være slut nu og derfor er min profil deaktiveret på ubetetmt tid.

Årsagen er simpel; jeg bruger for meget tid på det. Al for meget dyrebar tid, der kunne bruges på langt mere fornuftige ting. Tid jeg i forvejen konstant klager over at have alt for lidt af. Ikke fordi jeg er “på” i sammenhængnede lange perioder, men fordi alle de mange gange jeg i løbet af en dag, lader mig friste af den lille pop-up firkant nede i højre hjørne af skærmen der fortæller mig, at jeg har modtaget en ny mail fra Facebook, lever fuldt op til ordsproget om “mange bække små”. Jeg er fornuftig nok til at vide, at jeg ikke burde lade mig forstyrre i mit arbejde, men en eller anden lille Facebook djævel har sat sig så dybt i mig, at jeg ikke kan lade være. 99 ud af 100 gange, er det noget fuldstændig ligegyldigt og uinteressant der er sket på profilen. Det ved jeg. Og alligevel lader jeg mig rive med. Pludselig er jeg derinde og inden jeg har set mig om, har jeg læst alle mulige fjerne bekendtes statusopdateringer, gloet i deres feriealbums, ved hvad de har lavet i weekenden, set deres nye bil og fulgt deres babys første leveår (og gerne og billeder af morens mave, mens den stadig voksede). Alt sammen viden, jeg absolut ikke har brug for og som jeg levede helt fint med ikke at have, dengang i fortiden, hvor Fb ikke var en del af mine daglige rutiner.

Jeg synes selve konceptet er genialt. Men ærligt, så har jeg aldrig brugt det til noget fornuftigt. Nerworking er en uundværlig del af vores tid, men for mig er det nødt til at være mere proffessionelt end som så. Det skræmmer mig, at man, uden at tænke over det, kan blive så afhængig af sådan et site og som med alle andre dårlige vaner, er det kunsten at stoppe, mens legen er god. Englebarnet skal aldrig mere høre mig sige, at jeg godt gider et eller andet liiigeså snart jeg er færdig med at sidde og glo på andre menneskers børn/huse/mænd. Fra nu af vil han kun høre ordnede “SCHHH. Mor blogger

Er spændt på at se, hvor stort et tomrum det skaber og lader jer vide, om jeg kan leve med det. Og ellers har jeg jo DMI.

Smilla - fri for endnu et fængslende medie

Hvor er jeg glad. Ikke mindre en to awards er sendt i min retning. Og det endda selvom jeg efterhånden er en sjælden skribent her på siden. Tusind tak til Volapyk og Tragic - både for ikke at have glemt mig og for et tiltrængt spark i pariseren til at få gang i de personlige skriblerier igen. Jeg savner dem nemlig.

Reglerne er:

1. Man skal vise prisen på sin blog
2. Linke til den, man har fået den af
3. Skrive syv ting om sig selv
4. Give prisen videre til syv andre

Nummer et må jeg droppe. Er i min fraværende tid ikke blevet teknisk dygtiggjort, så selvom det nu er lykkedes mig at få lagt billedet ind i en mappe på min blog, så kan jeg ikke få det ind i teksten.

Nr. to skulle være gjort i indledende tekst og nummer tre (der jo så må være hele fjorten ting) om mig, kommer her:

1. Jeg har været fraværende på bloggen gennem længere tid - ofte til min egen ærgelse. Har skrevet i omegnen af hundresytten ufærdige indlæg, men længere er de ikke kommet. Dette skyldes nok en blanding af manglende tid og at ytringsfriheden pludselig føltes skræmmende og fuld af konsekvenser.

2. Sidst jeg bloggede regelmæssigt, var jeg single. Det havde jeg været længe og mange af mine indlæg handlede netop om livet som singlekvinde og rollen som enlig mor. Nu er det snart et år siden jeg ikke længere kunne titulere mig selv som singlekvinde. Det har i sandhed været et spændende år.

3. Min kæreste er alt det jeg ikke gik efter, men som var det jeg skulle have jagtet for mange år siden. Tryghed, ro, stabilitet, ubetinget kærlighed. I ved - alt det fornuftige. Han er verdens mest tålmodige mand, for jeg er nemlig ikke selv nogen af de ting.

4. Jeg er i det forgangne år blevet introduceret for det, der i daglig tale, betegnes som “moderne famlieliv”, med hvad dertil hører af dine/mine børn, ekskoner o.s.v. Det har jeg ikke tacklet lige godt hele tiden og her ligger en af årsagerne til min manglende aktivitet på bloggen. Man skal nemlig tænke før man taler og det er jeg ikke altid så god til . Hvis man ikke har noget pænt at sige, skal man holde sin mund.

5. Mine dage som forstadstøs er ved at være talte. Englebarnet og jeg rykker pælene op og flytter til Hovedstaden - sammen med den nye mand. Vildt spring der har krævet megen overvejelse.

6. Jeg er ubeskriveligt led og ked af sne og kulde. Jeg har pissefrosset i over to måneder og selvom det er fedt nok, at kunne gå lange ture på isen og kælke sig vind og skæv, så trænger jeg bare til noget forår. NU.

7. Jeg har stort set ikke købt noget tøj denne vinter. Og jeg har heller ikke tænkt mig at købe noget sommertøj.

8. Jeg er lige så skrupforvirret som jeg altid har været og har efterhånden opgivet at holde op med at være det. Må se det som en del af mit drive.

9. Jeg læser stadig, men kan se en ende på studierne og glæder mig til den dag, jeg står med eksamensbeviset i hånden.

10. Jeg overvejer kraftigt at sælge mit babyudstyr, fordi jeg ikke tror jeg skal have flere børn. Det har været en overraskende smertelig proces. For helvede. Jeg er ikke engang fyldt 32. Men jeg vil gerne have en kattekilling.

12. Jeg har fået en OPVASKEMASKINE. Sådan en lille en, der kan stå på et bord. Jeg har ikke vasket op i en måned nu og kan virkelig mærke, at det ikke bare var pis, at jeg følte jeg konstant vaskede op. Fra nu af vil jeg ALDRIG leve uden sådan en.

13. Jeg kommer for lidt ud.

14. Jeg er helt vildt glad for mine awards.

Det var det.

Jeg ville være en løgnagtig størrelse, hvis jeg påstod at være i stand til, at uddele awards til andre. Jeg har nemlig ikke fulgt med i noget som helst. Jeg poster i første omgang det her og så skal jeg nok give den videre.

Smilla

2.

Undertegnede har lige haft sin allerførste politiske diskussion med sønnen (der fylder fem i næste uge). Lige ved indgangen til det lokale indkøbscenter, stod Venstres spidskandidater nemlig i en gyngende skov af knaldblå balloner og delte valgmateriale ud. Lidt som at bevæge sig gennem østerlandsk bazar, sneg vi os forbi den smilende flok skjorte/slips-mænd, kameraer og journalister og takkede, pænt men bestemt, nej tak til brochurerne. Og som smurt gik det, lige indtil sønnen kom i tanke om, at han gerne ville have en ballon af de pæne herrer.

Hurtigt flåede jeg ham i flyverdragtærmet ud af mængden i retning mod Netto. “Du skal ikke ha`en blå ballon, skat. De kommer fra nogen der hedder Venstre og dem stemmer vi ikke på”. Den slags argumenter er så bare ikke gode nok til ham. Med al den styrke han kunne samle i sin lille krop, hev han sig ud af mit faste greb, satte den ene støvle hårdt i jorden og råbte “JEG STEMMER PÅ VENSTRE. JEG SKAL HA`EN BLÅ BALLON. NU!”. Desuden var han bedøvende ligeglad med, at man skal være atten for at stemme. Anarkistiske yngel.

Nedstirret af smågrinende forstadsfruer, holdt jeg stædigt på mit og han fik ikke ballonen. Jeg ved godt det var plat, for det var jo bare en ballon. Og jeg kan sagtens huske frustrationen fra min barndom, hvor min mor forbød mig at gå med balloner der ikke var påtrykt enten et C eller et V, når jeg nu bare gerne ville have en af de fine, røde med rose på. Men sådan er livet og drengen blev i stedet spist af med en karamelrulle. Hvis bare alle Venstres vælgere dog bare var så nemme. I øvrigt mener jeg ikke man kan tage den slags ønsker alvorligt, når ungen ved valgene Grundlovsdag, gik totalt i panik ved indgangen til stemmelokalet, fordi han troede der var fyldt med høje, ubehagelige stemmer.

Godt valg til alle.

Smilla

I morges da jeg stod ved mit firserbrune køkkenbord og kreerede semiopfindsom madpakke til Englebarnet, oplyste nyhedsværten på mit yndlingsmorgenprogram, at en undersøgelse om danske kvinders hang til kosmetiske forbedringer, netop var blevet offentliggjort. Således blev jeg det klogere, at hver fjerde danske kvinde, ville lægge sig under kniven i skønhedens tegn, hvis de havde økonomiske midler til det. Kommenterende ekspert i indslaget ytrede, at han fandt denne tendens skræmmende og påpegede, at hvis alle så ens ud, så ville det ikke være godt. Han mente i øvrigt, at vores kropsopfattelse og den betydning vi lægger i vores ydre ikke er sund. Det kan jeg sagtens være enig med ham i.

Og alligevel må jeg placere mig selv i kassen med kvinder, der gerne vil lægge kroner til opgradering. Kroppen er jeg ok med, men fjæset kunne seriøst godt bruge en tidsmaskine. Hver morgen når jeg vågner, beder jeg, i mit stille sind, en lille bøn om, at i dag er dagen der vil lade spejlet afsløre en knivskarp Smilla. Dog altid forgæves. Spejlet viser nemlig altid en træt og krøllet kopi af det der var engang. Jeg skrubber og smører og spiser frugter og drikker vand og alligevel er kapløbet mod tidens tegn endeløst.

Min kæreste sagde for nyligt, at jeg lignede en smuk kvinde på lige omkring de tredive. Jeg var lige ved at bede ham skride, for jeg gider ikke ligne en kvinde på omkring de tredive.
Når jeg en dag får pengene, lægger jeg mig med glæde i en eller anden hudeksperts stol og siger “Du gør bare hvad der skal til for at fjerne sporene fra tre år som alenemor, søvnløse nætter og bekymringer”. Kemisk peeling, botox, øjenoperation. Bring it on. Jeg rejser mig ikke, før jeg ligner en på 21.

Smilla - der godt kan leve med, at være en lille smule overfladisk.

Knap er Michael Jackson blevet kold, før en ny - og i mine øjne langt større - stjerne forlader Moder Jord for i stedet at lyse et sted oppe bag skyerne. Patrick Swayze har stillet danseskoene for sidste gang og jeg må, med klump i halsen, acceptere, at den første mand der nogensinde formåede at skabe reaktion i mine trusser, ikke længere er blandt os.

Jeg husker nemlig tydeligt første gang jeg så vidunderet Johnny Castle (Patrick Swayze) i alletiders bedste tøsefilm nogensinde. Jeg sad i min slyngvenindes stue i nattøj, med voldsomt creppet hår og blå mascara, som hendes mor havde givet os på fordi vi havde leget melodigrandprixstjerner. I Videomaskinen sad et lejet eksemplar af Dirty Dancing og fra det sekund mine uskyldige øjne spottede Johnny med den fantastiske nakke og de frække moves, blev jeg aldrig den samme igen.

Siden, tør jeg godt indrømme, har jeg set filmen mere end hundrede gange og den er lige god hver gang. Faktisk er den så god, at jeg har brugt mange år af mit liv på, at opstøve Johnny Castle typer. I ved, den der ensomme og lidt vilde ulv, der bare skal have lidt (eller lidt for meget) kærlighed og så er evig lykke og lidenskab sikret. Klog af skade ved jeg nu, at den slags mænd sjældent er til at holde på i længere tid, men det ændrer ikke på det faktum, at min allerførste drømmemand er gået bort.

Må han hvile i fred - og så lige benytte lejligheden til at vise Michael Jackson hvordan en rigtig mand danser.