Forstadsflimmer

Nu skal jeg lige skrive et par ord om, hvorfor, det hele nogle gange, godt kan virke sådan rimelig pisseligegyldigt.

Det er weekend og Englebarnet er hos sin far. Ergo burde jeg bruge de kostbare timer på at give den gas, hænge ud med veninder eller date. Men jeg er syg. Syg som i feber, hoste, kvalme, gigaposer under øjnene og et humør der befinder sig langt under nul. Og jeg er helt alene. Alle andre har nemlig travlt med deres tåbelige kærester, familier eller rødvin og god mad. Eller hvad det nu er raske mennesker med liv, får tiden til at gå med… I tre forpulede døgn, har jeg ligget i min seng og set hjernedødt fjernsyn med halvt lukkede øjne, fordi det gør alt for ondt, når de er åbne. Og når de skal dreje. Jeg har ondt af mig selv. Og jeg keder mig helt ufatteligt voldsomt.

Alligevel - for hvem gider drukne i selvmedlidenhed??? - lykkedes det mig, at overveje hvad der kunne gøre mig i bedre humør. Blomster. Friske blomster og tændte stearinlys. Indtog derfor to Pinex mere end anbefalet, trodsede regnen og cyklede i Netto for at erhverve mig selvsamme. Fandt to tåleligt udseende potteblomster, købte 70 liter Cillit BANG på tilbud. Og nogle æg og noget Thaimad. Forlod Netto og fik optur over synet af Rasmus Seebach i træningstøj og løb på cykelsti (han er faktisk ikke helt så tudegrim irl - eller også har mit afholdsstadie fra testosteron bare bragt mig nye steder hen?) og jeg cyklede lettere opløftet tilbage mod lummer lejlighed. Og så, lige da jeg havde forbipasseret voldsomt trafikkeret kryds på Nrd. Fasanvej, ser jeg det. Mine blomster. Det ENESTE der kunne redde bare lidt af min sørgelige lørdag aften. Midt på vejen. Og inden jeg, for alvor, havde mulighed for at gennemtænke risikoen for højresvingsdød, pløjer en taxa rundt om hjørnet og knusmaser både dem og deres potter til triste mudderklatter på den våde asfalt. REND mig i røven Taxa Nord!

Tidligere på sommeren gennemsøgte jeg nettet for viden om karmaloven og besluttede, at der måske var noget om snakken. Og derefter er mere eller mindre alt gået galt. Nu sidder jeg så tilbage og skal konkludere et ud af to; Enten er karmaloven humbug. Eller også har jeg seriøst været en væmmelig satan i tidligere liv. Bare synd det var blomsterne, der skulle bøde for mine fejl. Egentlig…

For små tre timer siden blev en advarsel om muligt forurenet drikkevand i København og på Frederiksberg offentliggjort. I skrivende stund er det ikke længere muligt, at betale sig fra flaskevand i hverken butikker eller kiosker. Selv har jeg ikke været på H2O-jagt (men fredagsslik). Dels fordi jeg finder rødvin og kakaomælk som værende udmærkede alternativer og dels fordi jeg er overbevist om, at en tur i elkeddelen og efterfølgende afkøling, fint vil kunne slukke både min og Englebarnets eventuelle vandtørst. Men…

Det er opsigtsvækkende at erfare, at en hel hovedstad, i den grad, kan komme op på dupperne, når deres egen sikkerhed (mave…fornemmelse) bliver bragt i gråzonen. For ingen ved deres sansers fulde, fattige fem gider have deres dyrebare weekend ødelagt af opkast og flittige toiletbesøg. Vel?

Men tænk engang… Kunne man mobilisere samme akutte trang til velbefindende bare ganske kort fra egen navle og kumme, så kunne verden hurtigt blive et smukkere sted at være deltager. Børnearbejdsproducerede varer? Nej tak. Ting til handel hos prisbevidste, vestlige individer, lavet af stakler der lever skandaløst langt under fattigdoms- og menneskerettighedsgrænsen? Ellers tak! Og sådan kunne man blive ved, hvis man altså ikke havde så fandens travlt med at overveje, om et varmt bad i koliinficeret vand muligvis er livstruende og om de to en halv liter vand man grådigt bællede efter dobbeltop-Zumba resulterer i dette livs endeligt.

Perspektiv tak!

Smilla.

Skal helt klart i Urban.

Nå. Men nu ved jeg godt, at emnet måske allerede er lettere passé, men jeg føler mig stadig ramt. Det stinker nemlig helt vildt at være på bikini-skal-sidde-smukt-og-smart-og-ergo-skal-3-upassende-vinterkilo-skride-NU-kur, når alverdens sunde ting, tilsyneladende, kan efterlade en i opkastende dødskramper. Jeg VIL bare ikke ende sådan! Nægter pure, at lade mig aflive af en agurk.

Indrømmet. Jeg er ikke god til grøntsager. Ville enormt gerne og køber alt for mange af dem, så jeg kan leve i fedt & salt indpakket illusion om, at jeg og sønnen lever grønt og herligt. Men sandheden er, at langt de fleste af mine grønne indkøb lider skraldespandsdøden, når de indtager den forkerte grønne farve. Pinligt? Helt klart. Men jeg ville gerne… Og så er det jo ikke ligefrem nogen motivationsfremmende faktor, at medierne bugner med rædselshistorier om dødbringende cherrytomater og hvad har vi. Vel?

Jeg har nok at bekymre mig om lige nu. Hvor meget må jeg ryge før jeg bliver halshugget? Hvor mange kalorier er der i et glas rødvin (hvor mange??? - vil gerne vide det). Hvornår er søvnløshed farligt? Og hvornår kommer den der store kærlighed i vis arme, jeg trygt kan falde til ro - rygende, drikkende og mig?

Måske falder både jeg og drengen døde om i sunde madpakker og velskænkede Nupo. Måske overlever vi Lammeculotte med giftig avec… Who knows.

Ses måske - på den anden side.

Og ellers ses vi på grillen.

Smilla

Jeg elsker, når der sker noget. Og især elsker jeg at der sker noget, hvis begivenheden er pakket ind i en eller anden form for tradition. Det rører mig inden i og sætter små klumper af minder og empati i min hals, der resulterer i semivåde øjne og små smil. Jeg elsker, når der sker noget.

I dag blev ovenstående reaktionsmønster iværksat af 9. og 10. klassernes sidste skoledag. Hele Frederiksberg og store dele af indre Kbh var smurt in i tykke, klistrede lag af håb og hævn - klassisk forklædt i billig barberskum og ditto karameller. En årgang eller to, sagde på bønhørlig hvis afsked med ni-ti elleveårs skolegang. Første del af det virkelige liv… Over and out. Bye bye og safe flight.
Er så glad for, jeg ikke skal flyde med dem. At jeg er fløjet langt længere. Håber bare snart jeg lander. Og jeg må ikke kaste med hverken barberskum, karameller eller vand mere. Og jeg må heller ikke længere møde pattevissen op i skole - og da slet ikke udklædt.

Skarpt hjørne er rundet i dag, men i skal udstyre jer med de vildeste GPS, hvis i vil finde lette, overskuelige og realistiske mål fremover. Og jeg kommer naturligvis med glæder og kyler skum og tyggekrævende slik efter jer. Pattestiv, udklædt og forhåbentlig lidt længere… Måske. Velkommen til Utopia :-). Frit valg på alle hylder.

God vind…. Til de smukke unge mennesker. Tuder dobbelt op, når huerne indtager gadebilledet i næste måned. Elsker når der sker noget

God weekend.

Smilla - der lige bloggede fredag aften.

Måske er der ikke en levende sjæl her i UrbanBlogs mageløse univers, der kan huske mig. Måske sidder der en enkelt eller to, der mindes, at der engang var en aktiv blogger der adlød navnet Smilla. Måske er det skide ligegyldigt.

Det er næsten et år siden, jeg lukkede og slukkede Smillas talerør. Men nu savner jeg hende. Hun bobler i maven og jeg har en ide om, at hun måske har mere på hjerte. Måske er det bare foråret der stikker af med hende.

Anyway - Smilla får hermed en lille bitte chance. Hendes mor trænger nemlig til nye og flere overspringshandlinger.

Tag pænt imod… Igen, igen, igen.

Smilla